Odense Jazz Orchestra udvikler den rytmiske musik i Region Syddanmark
- StøtteområdeKunst & Kultur
- FokusområdeMusik
- Bevilling1.800.000 kr. (2026-2028)
- År2025

Rytmisk musik til børn, unge og voksne
Odense Jazz Orchestra er Region Syddanmarks førende bigband og en markant aktør på den danske jazzscene. Siden 1994 har orkestret samlet nogle af landets dygtigste musikere, komponister og arrangører for at skabe nyskabende og dynamiske musikoplevelser.
Med en ambition om at udfordre og udvikle bigband-formatet udforsker Odense Jazz Orchestra konstant nye musikalske retninger. Bandet forener den store orkesterlyd med alt fra elektroniske eksperimenter til klassisk slagtøj og har samarbejdet med Odense Symfoniorkester, klassiske kor og en bred vifte af solister fra forskellige musikalske miljøer.
Foruden en omfattende koncertvirksomhed engagerer orkestret sig i talentudvikling gennem pædagogiske projekter, Fyns Ungdomsbigband og samarbejder med Syddansk Musikkonservatorium.
I de senere år har Augustinus Fonden støttet jazzorkestrets arbejde med publikumsudvikling i Region Syddanmark. Senest har orkestret fået en treårig bevilling på 1,8 mio. kr. til at skabe endnu mere værdi omkring den rytmiske livemusik.
Orkestret vil blandt andet udvikle det musikpædagogiske arbejde for at sikre, at den næste generation oplever den rytmiske musik, og har samtidig et stærkt fokus på udvikling af nye koncertformater, der rækker ud til børn, unge og det voksne publikum.
Se en video her fra projektet JAZZmin, der er en lærerig musikalsk fortælling for både børn og voksne.
Foto øverst: Rico Feldfoss


