Aktuelt

Ny viden: Forskningslandskabet i Danmark - en analyse af konkurrenceudsatte forskningsmidler

  • Publiceringsdato12. aug. 2026

Ny analysen giver for første gang et samlet billede af Danmarks konkurrenceudsatte forskningsmidler

Danmark har fået et nyt, samlet overblik over, hvordan de konkurrenceudsatte forskningsmidler fordeler sig på tværs af fonde, bevillingstyper og forskningsområder med analysen 'Forskningslandskabet i Danmark - En analyse af konkurrenceudsatte forskningsmidler'. For første gang kobles denne viden med en kortlægning af forskerpopulationen, der gør det muligt at se finansieringen af forskning i forhold til de forskningsområder, hvor forskerne er, og giver dermed et samlet billede af en central del af dansk forskningsfinansiering.

Resultatet er et nyt fælles vidensgrundlag, der kan være grobund for beslutninger om fremtidens forskningslandskab.

Det er uafhængige forskere ved Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet, der har gennemført analysen med finansiering fra ti offentlige og private danske forskningsfinansierende fonde. Analysen omfatter forskningsbevillinger fra 2018 til 2024 og mere end 18.000 bevillinger for et samlet beløb på godt 83 mia. kroner.

Om analysen

Fondene bag

Analysen udarbejdet af Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet. Analysen er finansieret af: Danmarks Frie Forskningsfond, Danmarks Grundforskningsfond, Danmarks Innovationsfonden, Augustinus Fonden, Carlsbergfondet, LEO Fondet, Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden, VELUX FONDEN og Villum Fonden.

Hvad er konkurrenceudsatte forskningsmidler?

Konkurrenceudsatte forskningsmidler er midler, der tildeles efter en åben ansøgningsproces, hvor projekterne vurderes af uafhængige eksperter ud fra eksempelvis deres videnskabelige kvalitet, originalitet og potentiale, og hvor kun de bedst vurderede projekter opnår støtte.

Datagrundlag

Datagrundlaget omfatter ca. 18.000 forskningsbevillinger i perioden 2018-2024 med en samlet bevillingssum på godt 83 mia. kr. Analysen giver et overblik over, hvordan forskningsmidler fordeler sig på forskningsområder, fagområder, fonde og bevillingstyper. Analysen omfatter alene konkurrenceudsatte forskningsmidler.

Afgrænsning

Universiteternes og professionshøjskolernes basismidler og andre ikke-konkurrenceudsatte forskningsmidler indgår ikke i analysen. Andre bevillingstyper, såsom innovations- og produktudviklingsmidler målrettet virksomheder, indgår heller ikke.

Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelsesforperson Søren Serritslew glæder sig over, at de mange fonde er gået sammen om at skabe et fælles vidensgrundlag:

Forskningsfinansiering spiller en afgørende rolle for udviklingen af ny viden og dermed for udviklingen af vort samfund. Derfor tog Danmarks Frie Forskningsfond initiativ til analysen og et bredt samarbejde mellem fondene. Med analysen får vi for første gang et samlet billede af, hvordan de konkurrenceudsatte forskningsmidler fordeler sig på tværs af forskningslandskabet, og det giver os et langt bedre grundlag for at træffe beslutninger om, hvordan vi bedst understøtter fri forskning i Danmark. Den viden bliver også et vigtigt afsæt, når vi skal udvikle Danmarks Frie Forskningsfonds kommende strategi.

Augustinus Fondens støtte til humanistisk forskning

Dedikeret forskningsindsats skaber ny viden om vores fælles kulturarv

Augustinus Fonden ønsker at styrke et oplyst, demokratisk samfund gennem støtte til troværdig viden. Med en forskningsindsats for humanistisk forskning bidrager fonden til bevaring, forståelse og formidling af vores fælles kulturarv. Samtidig er indsatsen med til at skabe kompetenceopbygning i forskende kulturinstitutioner samt et øget fokus på tværfagligt samarbejde.

Foto: Femårig støtte til Institut for Konservering på Det Kongelige Akademi skal styrke forskning og kapacitetsopbygning på området. (kreditering: Institut for Konservering)

Læs mere om fondens flerårige forskningsstøtte
Ny viden: Forskningslandskabet i Danmark - en analyse af konkurrenceudsatte forskningsmidler | Augustinus Fonden