Kunst på hospitalet skal give patienter ro og håb
- Publiceringsdato5. okt. 2026

Tre billedkunstnere er i fuld gang med værker, som skal skabe ro, håb og bedre rammer for patienter, pårørende og medarbejdere på hospitalerne i Gødstrup, Silkeborg og Viborg.
Kunst på hospitalerne skal ikke kun være til pynt. Kunsten skal også fremme sundhed og helbredelse og være med til at skabe trygge og rolige rammer for patienter, pårørende og personale. Det er ambitionerne bag fire nye kunstprojekter på hospitalerne i Gødstrup, Silkeborg og Viborg.
Region Midtjylland har med støtte fra Augustinus Fonden sat projekterne i gang som en del af indsatsen Arts in Health. Målet er at skabe miljøer, som ved hjælp af kunst favner det hele menneske, understøtter patienternes trivsel og gør hospitalet mere imødekommende.
Samarbejde og samskabelse mellem patienter, pårørende, sundhedsfaglige medarbejdere og kunstneriske eksperter er nøgleord for indsatsen.
Når man er patient eller pårørende, kan omgivelserne betyde meget. Hospitalerne er rammen om nogle af livets allermest sårbare øjeblikke, og derfor er det vigtigt, at vi skaber trygge omgivelser, der også giver rum for ro og refleksion både for patienter og pårørende. Og det er lige præcis det, kunsten kan. Den kan spejle os, møde os i vores følelser og ind imellem også bare give os noget andet at tænke på eller en god oplevelse midt i en svær tid.
Augustinus Fonden støtter Arts in Health-indsatsen med to millioner kroner som en del af fondens støtte til billedkunstområdet.
Når patienter og medarbejdere bliver inviteret med ind i den kunstneriske proces, styrkes mødet mellem mennesker, kunst, og omsorg. Vi ser en stor værdi i, at kunsten får mulighed for at gøre en positiv forskel for både den enkelte og for samfundet som helhed.
Kunstnerne arbejder med afsæt i dialoger med patienter, pårørende og medarbejdere. På den måde kommer deres projekter til at tage udgangspunkt i behovet og hverdagslivet på de enkelte afdelinger. Det første projekt bliver indviet i Silkeborg den 8. oktober, mens Børn og Unge-afdelingen i Gødstrup følger efter den 9. november.
Foto øverst: Billedkunstner Lasse Krog Møller gør kunstprojektet på Neurointensiv Rehabilitering, Regionshospitalet Silkeborg klar til indvielsen.
Kunstnerne bag projekterne
Lasse Krog Møller - Neurointensiv Rehabilitering, Regionshospitalet Silkeborg
På Neurointensiv Rehabilitering i Silkeborg udvikler billedkunstner Lasse Krog Møller et kunstprojekt til patienter med erhvervet hjerneskade.
Ida Raselli - Akutafdelingen, Regionshospitalet Gødstrup
På Akutafdelingen i Gødstrup skaber billedkunstner Ida Raselli et kunstprojekt inspireret af landskabet omkring hospitalet. Farvesætning, glasmalerier, bronzerelieffer og kunstværker skabt af naturens materialer skal byde patienter og pårørende velkomne og gøre afdelingens lange og ensartede gange mere venlige og sanselige.
Kasper Kjeldgaard - Børn & Unge, Regionshospitalet Gødstrup
På Børn og Unge i Gødstrup udvikler billedkunstner og designer Kasper Kjeldgaard værket At sætte aftryk. I samarbejde med personalet udvikles et ritual, hvor børn og unge kan markere milepæle i behandling eller indlæggelse ved at præge store metalplader med mønstre, der med tiden bliver smukkere og smukkere at se på. Værket bliver på den måde en hilsen fra nuværende til kommende patienter på afdelingen.

På Neurointensiv Rehabilitering i Silkeborg udvikler billedkunstner Lasse Krog Møller et kunstprojekt til patienter med erhvervet hjerneskade. Farver, kunstværker og forskellige designelementer udviklet i samarbejde med personalet skal gøre afdelingen mere tryg for patienterne og skabe bedre rammer for de pårørende. Kreditering: Agata Lenczewska-Madsen, Region Midtjylland

Som en del af Lasse Krog Møllers projekt skal gamle kunstbilleder fra hospitalets loftsdepot give nyt liv til gangarealer, men også kunne lånes med ind på stuerne og byttes som bøger på et bibliotek.


Kreditering alle fotos: Agata Lenczewska-Madsen, Region Midtjylland


